Alkoholrådgivning

 

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Alkoholisme hvad er det

Email Udskriv

Alkoholisme – Hvad er det?

Ja, det havde bestemt ikke noget med mig at gøre, jeg var ikke alkoholiker. Det var dem på bænken derude, med Netto posen fyldt med øl der led af alkoholisme. Jeg sad jo ikke derude sammen med dem, jeg sad heller ikke på værtshus eller lignende. Nej, men jeg sad hjemme i min fine stue, med nedrullede gardiner og drak min vodka af fine krystalglas. Jeg lærte i min Minnesotabehandling, at sygdommen alkoholisme er ligeglad med, hvad man drikker, hvor man drikker, hvor meget ad gangen man drikker og hvor ofte man drikker, det handler om, hvad alkoholen gjorde ved mit liv.

Mit liv var styret af alkohol, min familie var styret af mig. Før i tiden levede jeg livet inde i den lille bitte flaske vodka!  I dag har jeg fået alt det der er omkring flasken. LIVET

Jeg lærte, at alkoholisme er en familiesygdom og at der er noget der hedder co-alkoholisme. Min mand var et tydeligt eksempel på co-alkoholisme. Han forsøgte at kontrollere mit drikkeri, han tømte mine skjulte ”depoter” skældte ud, tryglede og bad. Jeg lovede naturligvis bod og bedring hver gang, men lige meget hjalp det. Jeg var nemlig styret af min alkoholisme, fru Smirnoff kaldte på mig med sin fløjsbløde stemme. Jeg ville bare flygte og dertil brugte jeg alkohol.

Til sidst kunne jeg ikke længere finde fred i alkoholen. Jeg var nået til det punkt, hvor jeg ikke kunne holde ud at drikke, jeg kunne heller ikke holde ud at stoppe med at drikke. Den kæmpemæssige følelsesmæssige smerte, der var forbundet hermed, er ubeskriveligt.

Så jeg valgte det mindste af alle onder, at ringe til et Minnesotabehandlings center og bad om hjælp. Jeg kapitulerede, jeg kunne ikke mere. Næste dag var jeg i behandling for min alkoholisme. Dette er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg fik livet tilbage endnu smukkere, farverig og givende end nogensinde tidligere.

Min opfordring til alle er, bed om hjælp, den er der.

Fra en nu ædru alkoholiker

 

Alkoholisme,  Alkoholiker